It has been over a month now. I have a daily routine, I have friends and I am enjoying myself quite a bit. It is a good feeling that fills up my body when I get out of bed in the morning. I almost look forward to 6 days straight at work – but only almost. The best part is of course the days off spent with new friends, family visiting and all the shops full of stuff I keep falling in love with.
I have become 5 years older in the past month (holy moly that is old!!), I now enjoy shopping for groceries, the look of my room after I clean it, and I love cooking myself a nice dinner. Everything is going as planned, I feel good and content.
Honestly this has gone from being a challenge to being a wonderful experience. Do not get me wrong, I still have bad days where all I want is my mum and my good old bed in my good old room, or days where I miss celebrating Tequila Tuesdays with my best friend. I do miss home, but I love it here at the same time.
Jeg voksede op i en tid, hvor jeg kunne få Haribo miniposer til 50 øre, hvor jeg havde fri fra skole kl. 12:00 hele 0. Klasse, og hvor jeg legede med Paint, når jeg endelig sad ved en computer. Jeg brugte mine somre på at ærgre mig over, at jeg ikke måtte lære at stå på rulleskøjter, mens jeg brugte ca. lige så lang tid på at slide asfalten på lommen med mit løbehjul. Jeg brugte de fleste efterårsaftener med mine malebøger, og livets højdepunkt var, når jeg havde sparet så mange lommepenge sammen, at jeg kunne købe en ny Barbie dukke. Den bedste julegave jeg nogensinde fik, var et stort lyserødt Barbie krydstogtskib. Jeg elskede det. Det mest elektroniske legetøj jeg havde, var en Gameboy Color.
Mine forældre havde en klar holdning om, at vi ikke skulle have en mobiltelefon før, vi fyldte 10. Da min bror endelig fyldte 10 og fik sin enormt seje farveskærmstelefon, blev jeg så umådeligt misundelig, at jeg var fornærmet længe nok, til at mine forældre gav mig min mors aflagte (og enorme) mobil som plaster på såret. De første mange telefoner jeg havde i de få år der gik inden, jeg selv blev 10, havde en skærm, der mest mindede om dem, man finder på lommeregnere – og ikke de smarte fra Texas Instruments, de var større end mit hoved, og kunne absolut ingenting. Desuden havde jeg heller ingen venner at skrive med, for der var ingen af dem, der havde en mobil. Men jeg var stolt af den, og min bror syntes, jeg var møgforkælet (hvilket jeg også var).
Jeg har aldrig følt mig så gammel, som da en lille pige alvorligt spurgte mig, om jeg kunne finde ud af at bruge en telefon med taster. Aldrig har jeg følt mig så gammeldags og vis. Min generation har fået hele pakken, vi voksede op med internettets udvikling fra døgnflue til livsnødvendig. Vi havde de ”gammeldags” tastetelefoner, men brugte vores ungdom med en smartphone i hånden. Selvfølgelig kan man stadig bruge de gode gamle, men hvis man skal følge med tiden, må man følge med teknologien.
Netop derfor forstår jeg ikke den harme, som altid opstår, når der snakkes om børn og teknologi. Nej, jeg havde ikke adgang til en tablet i min barndom. Nej, jeg brugte ikke mange timer foran computeren, da jeg var helt lille. Men jeg havde heller ikke muligheden.
Alle steder fra kommer der vejledende tal på, hvor længe børn bør sidde foran et elektronisk apparat om dagen. Personligt overholder jeg ikke de tal, og selvom jeg ikke er barn mere, er det nok heller ikke helt sundt for mig, at sidde med computeren på skødet dagen lang. På den anden side, ved vi ikke, om det er helt så farligt. Der er aldrig en generation, som er født med smartphones og tablets, som er vokset op, og har vidst tegn på skade. Vi kan kun gisne, og naturligvis ved vi, at børn har brug for fysisk udfoldelse for at udvikle sig lige så vel, som de skal bruge noget der udfordrer deres små hoveder.
Jeg siger ikke, at vi ikke skal tage det seriøst og sørge for, at de små kommer ud og rør sig, mens de oplever verden, men jeg pointerer blot, at vi ikke må lade os skræmme af teknologien. Selvom flere og flere bliver stressede i disse tider, fordi vi hele tiden minder hinanden om de bedste sider af os selv, så der altid er noget at leve op til, så har teknologien også givet os en ufattelig masse.
Jeg sidder i England og skriver dette. Jeg er langt væk hjemmefra, men hvis jeg får hjemve, kan jeg bare ringe til mine forældre over Skype eller Facetime – vi er aldrig alene. Det er både godt og skidt.
Teknologien skal ikke begrænse os eller skræmme os, den skal give os nye evner og redskaber, den skal berige os.
Så i stedet for at himle med øjnene næste gang du ser en tablet i hænderne på et lille barn, så husk at det er de voksnes opgave at lære børnene, hvordan man bedst håndterer sådan et redskab. Vi skal ikke give børnene fobi for teknologi, vi skal vise dem, hvordan de får mest ud af den.
