Vi Maler byen rød

<a href=”http://www.bloglovin.com/blog/11973649/?claim=txhzmtr4mgp”>Follow my blog with Bloglovin</a>

Selvom himlen ikke var helt så hvid af stjerneskær, som vi kunne have håbet, så havde vi alligevel en fest.

Fredag stod – som altid – i X factors tegn, men da showet var forbi (og inden nogen var sendt hjem), var vi allerede på vej mod aftenens næste arrangement. Der er været en on going discussion i godt og vel et par måneder, hvor vi endeligt har lovet hinanden, at vi da skulle prøve det forførende breezer-tårn, som kan købes på en af de lokale barer. Så det skulle vi.

Heldigvis ankom vi i så ædru tilstand, at vi hurtigt regnede ud, at det var en del billigere at holde os til 4 breezers for 100 kr., end det var at sidde med den det flotte (og dyre) tårn med en kedelige-bundslat-garanti.

Selvom baren lukkede, var solen ikke stået op, og som den kære Birthe så flot synger, så var det da heller ikke tid til at sige godnat. Så videre med os. Til en ny bar. Til nye øl. Til en falsk pejs. Til et tomt dansegulv. Og så videre igen. Og igen. Indtil vi faldt over et spil Meyer, som dog voldte en del problemer for undertegnede (altså, jeg forstår det bare ikke). Vi endte dog hjemme under dynen igen, og mens vi faldt i søvn til lyden af Michael Buble, kunne vi gøre status over aftens bedrifter. Den største må dog blive, at vi undgik at blive kørt ned af en hurtigt kørende venstresvingende bil, som tydeligvis havde misset det faktum, at fodgængere også er til stede klokken lidt over 9 en blæsende og våd fredag aften – og at vi havde grønt lys.

IMG_0014

Vi hyggede os ret meget med øl og falsk pejs. Det var ren hygge i stormen.

 

Terminsprøven

Det er ikke svært at spotte, at Rosborg blev bygget midt i begyndelsen af de farverige 70’ere. Hallen indeholder alle regnbuens farver. Og en hel del 3.g’ere på nuværende tidspunkt. Klokken er 10 minutter i 9. Det er mandag. Nogle elever er ikke kommet til tiden, resten sidder og venter på at komme i gang. Der er nok aldrig blev udvekslet så meget non verbal kommunikation, som i øjeblikket efter det bliver sagt, at nu skal der være stille. Helt stille. Prøven går i gang.

Det er forbløffende, hvor meget man kan larme, når man er helt stille. Et host. En sko der tramper i gulvet. En side bliver vendt. Fingrer, som bevæger sig hastigt henover et tastatur. En dåse bliver åbnet. En skal på toilettet. En anden skal printe. En kan ikke komme på nettet. En har glemt sit USB-stik. En side bliver vendt. En klør sig håret. En nyser. En rykker sig i stolen. En åbner sin madpakke. En drikker, så flasken bliver helt flad. En side bliver vendt. En tager trøjen af. En krøller noget papir sammen. En kaster hovedet opgivende ned på bordet. En klukker af noget uvist. En taber en blyant på gulvet. En side bliver vendt. En kuglepind der klikker, en oplader der bliver sat til, en bog det bliver lukket. En side bliver vendt.

Der er en stille uro, som breder sig, da klokken nærmer sig et. Der er en time tilbage. De første elever er allerede smuttet ud. Rygerne er altid de første til at søge væk. Ud i den friske luft. De fleste bliver siddende. Læser en bog. Spiller et spil. Kigger forsigtigt rundt. Funderer over, om man nu løste opgaven. Forsikrer sig selv om, at det hele nok skal gå. Det er jo bare en terminsprøve.

Det er allerede kø ved printerne. Der er en halv time at løbe på. En grundige gennemgang af sit eget arbejde, man havde håbet på at kunne klare, bliver skåret ned til en let skimning. Man håber at fange de værste fejl. Man ved, man ikke gør det.

Klokken rammer to. Ragnarok bryder ud. Elever som vil pakke sammen. Elever som skal printe. Elever som ikke er færdige, og som desperat forsøger at hente lidt ekstra tid. Elever som vil ind og have deres ting. Alle vil gerne hjem. Solen skinner forsigtigt udenfor. Der er kommer en trykkende varme fra ovenlysvinduerne. På med jakke, på med taske, på med smilet. Det er slut. Og det var jo bare en terminsprøve.

Hej Verden!

For nylig sad jeg med en iskold Tequila Sunrise i hånden og kiggede ud af vinduet. Efter et par glas af den lækre gyldne drik bliver jeg forvandlet til den vildeste filosof. Men jeg lover ikke at kede jer med alt for filosofiske tanker – de giver ikke så meget mening i ædru lys.

Men der i vindueskarmen med min drink gik det op for mig, at jeg virkelig havde lyst til ar åbne en blok. Eftersom jeg gang på gang lover mig selv at leve bare en smule mere spontant, besluttede jeg, at jeg måtte gøre det.

Så her er jeg. Med en blog. Og jeg aner ikke, hvor jeg vil hen med det. Jeg kan love jer, at der foregår nogle skøre ting inde i mit hoved, og jeg vil meget gerne forsøge at dele dem med jer alle sammen – uden at skræmme jer væk. Derudover vil jeg rigtig gerne dele denne del af mit liv. Om 105 dage står jeg med en flot rød og hvid hue på hovedet og et spritnyt eksamensbevis i hånden. Jeg er kun (næsten) 19 år gammel, men indeni føler jeg mig stadig som en skræmt 1.g’er. Med andre ord, skal det nok blive spændende at følge mig ud i den store vide verden – helt alene.

Og hvis vi lader dette indlæg fortsætte med at handle om mig (jeg lover, at det blive kort), kan jeg fortælle, at jeg hedder Stine og bor i Vejle. Egentlig ville jeg helst bo i London, for der er ingen by, jeg er mere forelsker i end den. Jeg bruger ret meget tid med mine veninder, hvor vi jævnligt vender op og ned på verdenssituationen – ofte med et fyldt glas og en pose chips inden for rækkevide.
Jeg elsker musik, og er fuldt ud overbevist om, at min opgradering til Spotify Premium er den bedste beslutning, jeg længe har taget. Jeg opdaterer min twitter mere end jeg tjekker min facebook, jeg er enormt dårlig til at parkere, jeg har ingen stedsans og har en del udfordringer mht. min øje-hånd-koordination.

Resten lover jeg at komme med senere.
That is all.